Undervisere fra Aalborg Handelsskole og Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser er klar til at inddrage den nyeste viden om digital handel i undervisningen
Et af projektets hovedmål er at øge undervisere og elevers faglige viden om digital handel. På den baggrund har Videncenter for Digital Handel udviklet et unikt kursusforløb til Aalborg Handelsskole og HEG med det formål at klæde deltagerne på til på kompetent vis at inddrage elementer fra digital handel i deres egen daglige undervisning.
I alt 22 undervisere fra Aalborg Handelsskole og HEG har deltaget i kompetenceudviklingskurset, som løb over seks individuelle kursusgange i efteråret 2020 og blev varetaget af faglig konsulent ved Videncenter for Digital Handel, Flemming B. Jessen.
- Introduktion til digital handel
- Digitalt salg og forretningsforståelse
- Digital købsadfærd
- Digital markedsføring
- Omnichannel
- Inspiration og sparring i forhold til egen undervisning
Forløbet rummede en metodisk gennemgang af teori, begreber og værktøjer indenfor digital handel, som det foregår i dag og sluttede med refleksion over, hvordan indholdet kan integreres i den enkeltes egen undervisning. Selve undervisningen foregik som en veksling mellem oplæg, gruppearbejde og diskussion i klassen, og hver kursusgang var ledsaget af relevant præsentationsmateriale, som bagefter nemt kunne versioneres og opdeles til at indgå i egen undervisning.
Det, at de enkelte kursusdage blev afviklet over en længere periode, har betydet, at deltagerne oplevede både individuel og organisatorisk læring undervejs. Det er blevet kutyme at tale om digital læring på lærerværelset. Det er blevet almen opfattelse, at digital handel angår alle i den merkantile verden, uanset om man underviser i afsætning, engelsk eller konflikthåndtering. Digital handel er ikke kun et fag, men i høj grad også en del af den nye merkantile virkelighed, som enhver undervisning og ethvert fag tager sit afsæt i.
Kurset har desuden været med til at skabe rum for videndeling på tværs af faggrupper, der normalt ikke samarbejder. Den enkelte underviser har fået anledning til at gennemse sine fags målpinde og på ny vurdere en didaktisk planlægning af, hvornår og hvordan der mere bevidst kan arbejdes med kompetencer indenfor digital handel i undervisningen.
Kursusdeltagerne går primo 2021 i gang med at undervise deres respektive elever på baggrund af læringen fra kurset, og de første elever har i skrivende stund allerede draget nytte af undervisernes kompetenceløft. Indtil sommeren 2022 vil i alt 900 elever på Aalborg Handelsskole og HEG modtage supplerende undervisning i digital handel via deres normale faglige undervisning.
Digital Handel er et EU-støttet projekt med deltagelse af Aalborg Handelsskole og Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG). Projektperioden er 2019-2022 og har et samlet budget på ca. 3,6 millioner kroner, heraf 1,7 millioner fra Den Europæiske Socialfond.